KATRINES HISTORIE OM DAGEN

Historien om Kim Larsen - manden der i virkeligheden var revisor.

2010-03-25T17:30:00.002+01:00

Kim troede selv, at han var en værre rockstjerne. Hver dag gik han på arbejde med sin guitar.
Kim troede selv, at han lavede musik og skrev noder på papir.
Else Larsen var glad for, at det ikke var noder men ægte tal Kim Larsen skrev på hendes selvangivelse.
Thi ellers havde hun skullet betale temmelig mange sange tilbage i skat.

Fra højhusets tåger

2010-03-14T19:59:00.000+01:00

Bims på fjerde sal sagde til Viggo på tredie sal: "Har du nogle søndagsvampe, thi så er jeg fri for at gå i døgnnetto?" Viggo på tredie sal sagde til Bims på fjerde sal: "Bims hvorfor bruger du ikke bare torsdagstofu?"

EPO-Bjarne på syvende sal tænkte: "Bims hvorfor ikke bare lave klokkenatten himmelhavnehavregrød?"

En tyvstjålet historie

2010-03-13T12:52:00.003+01:00

I dagens anledning kommer en lille historie, som jeg ikke selv har skrevet. -Anledningen værende at jeg ikke selv kan hitte på noget og jeg gerne ville have skrevet denne her lille ultrafine historie. Det er en passus fra Aksel Sandemoses mærkelige roman "En palmegrøn ø. -Et eventyr fra kong Rhascall den Syttendes tid om pirater og andre godtfolk."

"Af og til blev han plaget af engle. De fløj lige hen i hans himmelseng. Derfor befalede han sine tjenere at lave engle-spærringer, snore fra gulv til loft ved hvert hjørne af sengen. Det var en god idè. Når englene kom for at besøge ham, havarerede de mod snorene og styrtede ned som vrag. Næste morgen sparkede han dem ind under sengen og lod sidenhen tjenerne plukke dem. På den måde fik han fjer til en ny dyne."

Fra værkstedets indre

2010-03-12T20:57:00.000+01:00

Hvis man er en meget meget lille høvl,
kan man høvle en dråbe vand ud af et helt ocean.
Eller et støvkorn ud af en kæmpenullermand.
Eller en lille bitte fin tanke ud af en grim orks hjerne.

Eller man kan høvle månen firkantet.

Det sidste tager bare noget tid og er i virkeligheden nemmere med en stor univershøvl.

Svenskeren der gik ud for at lede efter en vatpind

2010-03-11T11:11:00.001+01:00

Engang var der en svensker som havde så meget nuller i ørene, at han var nødt til at fjerne det.
For ellers kunne han ikke høre den søde telefondame, som var i røret og gerne ville sælge ham et abonement på Information. (altså det kunne han jo faktisk ikke høre på grund af alt nulleret, men han fornemmede det li'som. Både det at hun var sød og det med abonnementet)
Problemet var bare at vatpinde var i restordre i hele byen.
Så han klemte sig ned i sin havkajak og padlede til den næste by.
Men der var ingen vatpinde.
I den tredie by havde de vatpinde og svenskeren var lykkelig og hurtigt uden nuller i ørene.
Desværre var den søde telefondame ikke længere i røret, da han havde fået padlet sig hele vejen hjem, været i bad (thi man bliver ret svedig af at padle efter vatpinde), taget rent tøj på, lavet en kop kaffe, smurt en marmelademad og endelig ville genoptage samtalen i røret.
Den næste dag ringede der heldigvis en fra Berlingske Tidende.
Men det var en mand.
Og han var ikke så sød.

Jeg har hørt for meget country på det sidste...

2010-03-02T12:17:00.000+01:00

Avatar Blues

2010-01-31T11:26:00.000+01:00

Kontrær - Jeg gider satanedeme ikke være blå!!
Konfus - Blå? Jeg troede vi var smågrønne??
Konform - Bare vi alle er blå, så går det nok
Kongenial - Det synes jeg også

Er man konkubine,

2010-01-30T00:57:00.000+01:00

skal man passe på ikke at sidde fast i en turbine.

Hurtig skitse efter arbejde 17:56

2010-01-26T17:55:00.000+01:00

Bagom historierne

2010-01-07T08:00:00.002+01:00

Mit forsæt for 2009 endte lettere utilfredsstillet. Jeg ville have skrevet en historie om dagen; men sluttede engang i marts. Jeg loggede end ikke på bloggen i jeg ved ikke hvor lang tid.
De sidste par måneder er jeg dog returneret nogle gange. Jeg har både krummet tæer og tænkt "fy føj at det ligger derude med mit navn" og jeg har opdaget sjove historier, jeg slet ikke kan huske at have skrevet. (Men faktisk synes er ret fede..blink blink)

Nu er det 2010 og jeg prøver igen. Måske varer forsøget også kun et par måneder den her gang. Måske kommer der flere billeder i år. Måske bliver det "katrines historie om ugen". Og det er fint.

Det sjove er nemlig, at jeg holder noget i live ved i det mindste at forsøge at skrive. Nogle gange bliver historien god. Nogle gange dårlig. But at the end of the day - har jeg stadig skrevet to historier mere end normalt. (Hvilket så vil være ved enden af to dage, men hvem tæller)

Og hvad er så formålet med at have skrevet to historier mere? Katrine kigger tomt ud i rummet. Måske vil jeg gerne skrive store ægte historier engang. Men jeg tør ikke endnu? Måske vil jeg bare puste lidt liv i mit skabende selv. (Som det sidste lange stykke tid har været aldeles uskabende og lettere skabet istedet)

Jeg tror alle vil kunne genkende, at den gode idè kun kommer sammen med ni irriterende følgesvende. Du ved, dem der råber lidt for højt, er lidt for fulde og taber lidt for meget flødeskum på din nye Ikea sofa.

Og hvorfor skal du så belemres med de ni følgesvende? Katrine kigger tomt ud i rummet. Det skal du heller ikke. Du kan bare springe hen til vinderhistorien. Lidt ligesom der kun er gevist på hver anden skrabejulekalender. (Hvorfor vinder jeg så ALDRIG noget?)

Tit har jeg tænkt, at min blog sikkert lever sådan et stille lille liv, hvor jeg er den eneste der dumper ind for en kop kvædethè i ny og næ. Men overraskende mange har siden starten i 2009 kommenteret mine små historier. Og i den døde tid efterspurgt nye. Tusind tak til jer søde mennesker!

Personligt håber jeg på et godt 2010-historie-år :-)

Alt det bedste,
Katrine

Planethistorier - Uret på Merkur

2010-01-06T23:32:00.003+01:00

Uret på Merkur
stod ganske stille
og vented på besked
fra ham du ved
- altså Postmanden fra Mars.

Thi uret på Merkur
havde i lang tid været forelsket i
Skøjteprinsessen på Venus.

Men skøjteprinsessen kørte li'som lidt i ring...
og hendes opmærksomhed var svær at få.
Også selvom man tikkede helt vildt højt.

Uret på Merkur havde derfor skrevet et timeligt brev,
og håbed at Skøjteprinsessen dermed kunne rives ud af sine vante baner.

At være et træ

2010-01-05T01:32:00.001+01:00

Bøgebladet og barken kom en dag vældigt op at toppes.

Barken var hård og ville ikke give sig.
Bladet var ikke bange for at tage sig selv fra munden.

Lige meget hjalp det. Bladet var helt og aldeles fanget i en knop og selv om dens talegaver var gode, kom den ligesom ikke ud af stedet. Barken var ved at tage sit gode tøj og gå! Hvert eneste år skulle den høre på tusinder nye blade, der ville ud og leve deres flygtige liv. "Luk mig ud, luk mig ud!" Patetisk. Det kunne ikke nytte at blive venner med bladene. De forsvandt så hurtigt. Hellere stå stejlt og kun være venner med nabotræernes bark. Hvor lifligt det end var, når sommerbrisen blidt tog om de lysegrønne blade og det hele kildrede.

Historien om piraten der havde en struds på skulderen

2010-01-04T01:00:00.001+01:00

Sømænd har gerne en papegøje på skulderen.
Pirater har ikke gerne en struds.

Thi det er drabeligt vanskeligt at bevæge sig rundt på et skib med en to meter høj fugl hæftet fast til skjortens skrøbelige skuldersyning.

Også det måtte Bob 'the pirat' erkende.

Igennem tidens løb havde han ellers erkendt en røvfuld ting. At en struds på skulderen var værre end en høne på nakken havde ikke været en livsvisdom han havde set komme.

Bob var ikke rigtig pirat.

Han var dyrepasser i Vollenslev zoologiske have. Fast fridag tirsdag.

Før hele affæren med strudsen Marie havde han ellers været kendt som den hårde hund i zoo-slænget bestående af 14 uddannede dyrepassere, 3 praktikanter og 1 langtidsledig. (Sonja fra Sullerby. Fantastiske vaniliekranse!)

Bob havde klaret alle de fandens farlige dyr.

Krokodiller, kampmus og kæmpeskorpioner.

Dræberpandaer, dragonelisommerfugle og drabelige dingoer

Særlig god havde han været til at håndtere havens piratfisk. Han manglede trefjerdedel tå på venstre fod. En dag havde Sonja været lige ved at jokke i spinaten, men Bob havde trådt til og ind på banen som den kompetente dyrepasser han var. Lidt tå kunne jo ikke være så vigtig.

Bob måtte dog se hele sit ry som hård nitte blive afmonteret en eftermiddag i januar, da den nye containerfuld dyr ankom fra Zimbolia.

Torsdag var containerdag!

Alle var spændte på at se, hvilke dyr de fik den her gang. Selv direktøren for Vollenslev zoo viste sit ansigt på denne dag. Blev det fugl eller fisk? Bi eller buh? Man vidste det ikke. Man vidste bare, at var containeren rød kom den fra et varmt land. Var den blå, var der fisk i. (Her skulle man dog være obs, thi var den lyseblå med hvid stjerne havde Mærsk igen forlagt en af sine egne, og den skulle bare retur.)

Strudsen Marie vandrede værdigt ud af en postkasserød højglanspoleret container hin torsdag januardag.

Fik øje på Bob.

Og hendes overbelastede strudsehjerte gav et hop.

Lidt senere gjorde hun selv det samme og plantede sine stænger på Bobs skuldre.

Der var intet at gøre. Bob måtte lære at gå gennem døre med sin over to meter høje fugl på skulderen.

Snart fik han invalidepension og brugte det meste af tiden i hjemmet, der med overraskende få ændringer var blevet strudsevenlig. Sonja kom over en eftermiddag og sammen havde de tre meget spas med at lave vaniljekranse.

Pigen der bare gav sig til at bo i et flødeskumstårn, III

2010-01-03T17:09:00.001+01:00

Der var rart deroppe.
I tårnet hvor alt var hvidt og pisket.
Man kunne se frosne fjorde og turkise kridtgrave og skove, der ville blive lysegrønne snart.
Pigen med rottehalerne synes, det var et fint sted.
Så fint at hvis man ville, kunne man bare spise det.
Hun boede der lidt og spiste og kiggede.

Tilsidst var der så lidt tårn tilbage, at hun en dag, da hun var ved at læse en drabelige spændende bog og lige ville hente en kop kvædethè mere i køkkenet, kom til at træde i et hul i flødeskumsgulvet og faldt hele vejen ned og op igen i chokoladekrydset.

Hun kom ikke alt for sent i skole.

Pigen der dalede i kokos, II

2010-01-02T07:05:00.001+01:00

Mens pigen forsvandt ned gennem chokoladekrydset begyndte det at regne kokosdrys.
Det var en lun aften og det dryssede så fint.
Pigen tænkte, at sådan måtte det være at svæve i det utænkelige rum mellem den nybagte chokoladekage og den generøse hånd, der drysser med den fineste kokos.

Hun dalede stille op i flødeskumstårnet.

Pigen der forsvandt i chokoladekrydset, I

2010-01-01T12:00:00.001+01:00

Pigen havde rottehaler.
Krydset var stort og lavet af chokolade.
Taxaerne undgik helst området.
Men pigen skulle i skolen.
Hun forsvandt aldeles i fodgængerovergangen.
Lige mellem to hvide streger.

Senere dukkede hun op i flødeskumstårnet

Planethistorier - Venus

2009-03-05T17:00:00.001+01:00

Venus synes det var en meget fin historie Merkur havde fortalt. Nu var Venus jo generelt også en positivt indstillet planet, og hun kunne ikke undgå at holde af den lille Merkur med de røde kinder.

"Dybt i havet" begyndte hun sin beretning "blev jeg født. Så dybt at intet menneske endsige planet lå mærke til dette. Jeg var også en usædvanlig lille planet til at begynde med. Så lille som en perle i en østers - og jeg blev netop født i en østers! Her lå jeg stille ganske længe og vuggede i takt med havet. Ubemærket og kun med lyden af korellernes voksen til at fornøje mig.

En dag rystede havet mig voldsomt! Jeg vidste ikke hvad der skete, thi havets uvejr havde aldrig før nået mig. Det gjorde det nu heller ikke denne gang - jeg var blevet høstet af en perlesamler. Oppe på stranden åbnede han skallen og tog mig i hånden og undersøgte mig. Jeg var den flotteste perle, han nogensinde havde lagt øjne på! Han nænnede ikke at sælge mig på markedet - men pustede istedet ligeså stille til mig, mens jeg lå i hans håndflade, og jeg fløj væk. Ganske stille. Ud over havet og hen mod solen, til jeg ikke turde komme nærmere. Idag kan jeg se gennem havet på jorden og skimte de lysende perler på havbunden. De ligner små havstjerner..."

Planethistorier - Merkur

2009-03-04T22:52:00.004+01:00

Merkur havde dejlige røde kinder! Ikke fordi det var varmt der tæt på solen. Næ, der var den jo vant til at være - og godt det samme, thi den var lidt kuldskær og havde let til at fryse om tæerne.

Merkur var sådan èn alle kunne lide - lille, lidt forsigtig og med en fantasi der bragede højere end alverdens meteorer i uventet møde med en løsreven galakse!

Nu var det imidlertid Merkurs tur til at fortælle en historie for de andre planeter - og det gjorde ham lidt forlegen og han glemte alle ordene, selvom han havde alverdens historier indeni.

Så Merkur fortalte samme historie, som han altid gjorde. Om dengang han selv var en spæd planet og en lille pige havde troet at Merkur var det smukkeste røde, æble hun nogen sinde havde set!

Hun rakte sig for at plukke Merkur ned fra det æbletræ, hvor han var blevet født. Merkur, som aldrig havde prøvet at blive plukket før, fandt pludselig ud af at han var meget kilden. Han rystede og grinede som æbler sjældent gør! Pigen blev så forskrækket, at hun smed æblet så langt væk hun overhovedet kunne! (Og det var langt, for hver mandag og torsdag gik pigen til baseball)

"Og hun smed mig helt hertil, hvor jeg idag sidder og drejer", sukkede Merkur (mens han håbede, han havde snakket så højt, at de yderste planeter havde kunnet høre ham den her gang).

I Netto er alle porrer fine

2009-02-24T22:38:00.001+01:00

Jeg kender en kineser. Alle vegne kan han få grøntsager til at gro. Igår mødte jeg ham i Netto. Han gik rundt med sin indkøbsvogn som alle andre. Først kunne jeg ikke kende ham. Så lå jeg mærke til, at der voksede 16 porrer nede i hans kurv. Da vidste jeg, at det var ham.

Who dunnit?

2009-02-23T10:53:00.001+01:00

Berta blev myrdet af en gaffeltruck.

Vi skal nu finde føren af denne gaffeltruck...

Var det:

A. Bertas blonde lillesøster Mollie, som altid har været sygeligt jaloux på Berta fordi denne havde mod og mandshjerte nok til at forfølge sin store drøm om at blive løvetæmmer, mens lille Mollie måtte nøjes med en karriere som topmodel (da hendes negle havde en tendens til altid at være lyserøde på den rigtige måde) selvom hun i virkeligheden hellere ville have været dyrepasser?

B. Bertas grønthandler, som i mange år var sluppet af sted med at sælge Berta græskar (af sorten Butternut) der altid var små to måneder for gamle og fyldt med uspecificerede nukleare rester - hvilket Berta nærmest fik færten af, da hun besøgte bemeldte grønthandler i morges og så varesedlen fra det lille wanna-be-økologiske selskab "De glade Urter" (som holdt til på de udliciterede marker nær Tjernobyl) og samtidig lå mærke til den halv-grønne hund i baglokalet.

Indeed - a murder mystery!

En potpourri

2009-02-22T13:47:00.000+01:00

Ålen Olga nappede sig en lur i høstakken, mens lille, lunkne Leif "The Eagle" Sørensen gik omkring i bøgeskoven og ledte efter fluesvampen Inge, der fornyligt var vendt hjem fra en ferie i Sunny California, hvor hun havde fået en ganske nice tan.

Pausebillede no.1

2009-02-20T23:05:00.002+01:00

Hvis Eventyret var foregået i rummet...

2009-02-19T00:24:00.001+01:00

...havde Svinehyrden skulle holde styr på alverdens stjerner, mens Hans og Grethe strøede krummer ud af mælkevejen...

...ville Alice i Eventyrland være faldet i et stort sort hul, mens Klodshans kom ridende på en meteor...

...var Askepot blevet til ægte aske, da hun dansede for tæt på solen og Rødhætte havde spurgt saturn hvorfor den havde så mange ringe...

...På mars havde Snegrønne og de syv kæmpe dværge med larvefødderne levet lykkeligt til deres dages ende...

All the pretty little horses

2009-02-18T02:34:00.000+01:00

Hørt i bøgeskoven

2009-02-17T02:18:00.000+01:00

"Der er lavvande i kassen" sagde den ene due til den anden.
"Det er så sandt som det er sagt" sagde den anden due til den ene.
Så fløj de ind Fields og hentede alle diamanterne og solgte dem på strøget.

Uhyret der stjal underlæber

2009-02-16T00:54:00.001+01:00

Jeg kigger ud af vinduet og ser et monster. Mørkt, fælt og langhåret. Det går rundt i natten og stjæler underlæber. Alle slags underlæber! (undtagen dem med silikone)

Det er et uhyre med to hoveder. Det blev født under en gadelampe af en glædespige med to fædre. Monstrets øjne sad på fingerspidserne og dets tånegle var spidse. Det ene ansigt var fyldt med næser og læber og ører og tænder og kinder. Det andet ansigt havde ingen træk.
Hele sit liv havde monstret samlet på ansigtstræk. For at fylde det tomme ansigt ud.

Det havde samlet næser i Firenze. Øre i London.

Som tiden gik blev ansigtet nær det rigtige. Undtagen underlæben. Det synes, at uanset hvor mange underlæber monstret fik samlet var det aldrige den rigtige.

Derfor måtte uhyret søge og lede og kigge og martres.

Længe. Meget meget længere end jeg gider skrive om.

En sen eftermiddag i Leeds faldt uhyret da over en læbe. Den helt rigtige underlæbe. Den blev franarret ejeren i bytte for en rusten tepotte og siden appliceret til stor tilfredshed for det uhyggelige uhyre.

Siden kom det opslidende arbejde med at pille de overskydende træk af ansigt nummer to. Dette var om muligt endnu mere besværligt end at lokalisere passende træk til ansigt nummer et.
Dog havde uhyret en uhyre stamina og nærmede sig gennem dette omhyggelige arbejde stilfærdigt perfektion.

Hypotetisk

2009-02-15T23:01:00.000+01:00

Var en sky, ville jeg være tung i bunden
Var en regnorm, ville jeg helst være stykket i midten
Var jeg mine egne røde sko, ville jeg mangle et stykke snørrebånd
Var jeg en fisk, ville jeg helst være en ordentlig rokke
Var jeg tandfeen, ville jeg cranke op for lattergassen

Holder man sig til grønt går det aldrig galt

2009-02-14T10:12:00.000+01:00

Det eneste fuglen, der havde pip i låget, kunne synge var: "Grønt! Mere grønt! Allermest grønt!" Den havde engang boet i Afrika og sand var det eneste den havde kunnet se. Så var den tilfældigvis fløjet ind i en helikopter, der var ude med nogle nødhjælpspakker og siden fløj tilbage til Danmark. Her var fuglen blevet bims, da den fløj ud af helikopteren. Troede alt var pureste fatamorganaer. Troede busser var løver! Troede cykler var gazeller! Troede ørkenen var ved at blive oversvømmet og verden var enden nær! Fuglen kunne dog godt lide alt græsset. Det var lig'som det eneste den kunne forholde sig til. Selvom den aldrig havde set grønt før.

Råd om fugle til unge mennesker, der er på vej på arbejdsmarkedet

2009-02-13T23:00:00.003+01:00

Tyran Tukan
Hvis ens arbejdsgiver er en fugl, bør man undgå at denne er en Tukan.Thi disse har det med også at være nogle værre tyranner!

Sorsorte Sinke
Hvis man skal indgå i et nært samarbejde med en kollega, bør man undgå denne er en solsort. Men KUN hvis nævnte også er en sinke. Man KAN prøve i en periode på 13 dage, men sandsynligheden taler for, at det vil være bedre om du fra start melder dig ved portvagten og bliver bedt om at blive flyttet på 3. sal.

Kolibri Kakaokage
Kan stærk anbefales!
Uanset hvilken farve, denne måtte forefindes i.

Decided Succes!

2009-02-12T02:16:00.000+01:00

Stumtjeneren holdt på frakkerne uden den mindste slinger i valsen!
Der er lavvande i kassen, og sneen står godt til dine øjne.
Fornuften ligger i periferien.
For at nå dertil må man benytte Den Lille Galakserejse.
Helst på en torsdag.
Enjoy!

Lupinen, der på stiger gik

2009-02-11T18:12:00.000+01:00

Lupinen der på stiger gik,
midt om natten
et blik af de purnøgne piger fik
og gemte synet i hatten

På regnvåde dage
blomster-voyeuren vor, indendøre blev
præcis når ham det behage
ud af hatten mangt en fristelse han hev

Feen der var født i en rustning

2009-02-10T16:27:00.001+01:00

En sen januar eftermiddag i snestorm blev en lille fe født i et bæltekøretøj. Det ville ikke have været feens første valg... Nogle gange er der dog ikke så meget at gøre, vel? Præget af de militære omstændighederne præsenterede feen sig desuden for verden i fuld rustning! Det var lidt svært at folde vingerne så hårdt sammen, at de kunne være inde i det trange stykke jernarmering. Men - det gik! Thi det går jo altid for feer.

Feen voksede op og gjorde sine fe-ting og var sådan fe-agtig på den rigtige måde. Det var dog ikke altid, at folk opdagede, de var i nærheden af en ægte fe. Thi sådanne kan være svære at genkende, når de er svøbt i 7 kg jern. Det var den lille fe nogle gange lidt ked af - og desuden kunne hun ikke flyve med at det pokkers jern! Hver dag asede og masede og øvede feen sig derfor i at ligge små bidder af sin rustning fra sig, så hun tilsidst kunne stå nøgen i al sin fe-agtighed.

Børge, del V

2009-02-09T07:19:00.000+01:00

Solen gik ned i syd-vest den dag Børge blev til en østers.

Slide (der selv engang havde været en kejserpingvin) vendte vrangen ud på Salatslyngeren Børge, klippede arme og ben af - og puttede en perle i halsen på ham. Siden tog Slide Østers-Børge med ombord på Thai Airlines og fløj til Philipinerne med ham. Her skiftede Slide fartøj til en kano af tvivlsom karakter og sejlede ud midt på verden med Børge og kylede ham i ned i havet. Her lå Børge lykkeligt vuggede sine dage til ende.

Snip, snap, snude - Salatslyngeren Børge er helt ude!

Skribentens note:
Jeg blev træt af Børge. Egentlig skulle han have været et socialrealistisk islæt. Ikke et dyr eller et barn med mærkelig evner eller en blomst, der kan tale. Og da slet ikke en østers! Men sådan blev det - Børge gik ned på østerssalat.
Næste figur kunne være Ingefær-Inge, Jordbær-Jytte, Tandem-Tanja, Stærkstrøm-Strunge eller Helvedes-Haren.. I er velkomne til at stemme på (eller foreslå) en figur i kommentarene :-)

Om hajen Finn, der elsker børneben

2009-02-08T18:07:00.003+01:00

På Paradis Sidevej (postnummer 9264) bor en kæmpe hvid haj. I mangel af bedre kan vi kalde ham Finn.

Finn holder utrolig meget at at bage korenderkager og spise små børns ben. Det er bare lidt problematisk for Finn, som er lidt ude af sit rette element der på Paradis Sidevej.

Henne på hjørnet ligger der en legeplads. Når børnene står på karusellen bliver Finn helt rundtosset af at se alle de lækre børneben snurre rundt.

Uheldigvis for Finn er det ultranemt at se et hajangreb under optræk, når hajen ikke har alt det vand omkring sig. Så siger alle mødrene: Åhr Finn, lad nu være - gå hjem og bag nogle korenderkager! Det gør Finn så. Dagen efter kommer han igen hen til legepladsen med syv dåser korenderkager.

På en måde er han meget hyggelig ham Finn. Mødrene kan egentlig godt lide ham. Så de skriver ind til Dr. Phil for at spørge om man kan kurere en haj for at kunne lide børneben?

DET kan man!
Mener Dr. Phil

Så Finn bliver pimpet med noget rouge og kommer ind til Phil. Og der sidder de så. Finn og Phil.

Det er ganske vist at man kan kurerer en haj for at kunne lide børneben. Ligesom man kan lære den, at spise skaldede mænd fra Texas.

Enough said...

2009-02-07T13:25:00.000+01:00

Lyst til frugt

2009-02-06T16:56:00.000+01:00

Var Clara Friis en kvinde ville jeg overveje at blive lesbisk

Sælsomt

2009-02-05T19:07:00.000+01:00

ABC med kroppen

2009-02-02T02:16:00.000+01:00

Amanda afviste affekteret Adams aorta
Beates bug bølgede bemærkelsesværdigt mens Bents bringe bristede
Cajs cadance chokerede Cindys cerebrum
Dorte drev duvende Dans drabant
Else eleverede elegant Eskilds ekstase
Frederikke forførte finns følfod
Gollum gejlede Grethes gingo
Henrik håbede huden af hende
Ibs incitament intresserede Inge
Jøzzez Jørgen jordede Jonna
Kim kærtegnede kræsent kinden
Linda lukrerede lykkeligt på lurendrejerens lunge
Morten mente at Mette måtte mestre munden
Nænsomt neglede Nils Ninas nirvana
Ovid orkede Olgas ovarium
Pia pegede fingeren på plads
Qua Quasimodos quast quakede quinden
Rigtignok rislede Randis regnbuehinde
Synet skabte sanseløse skilderier i Sannes synapser
Tæerne tiltrak Terkilds tænder
Ulrikka undersøgte underfundigt under læben
Viktors vokseværk vækkede Viktoria
XXX
Yan (fra kina) ymtede ømt om ypperlige ydelser
Zzz zzz zzz (skal vi bare sige bagefter? Jeg gider ikke lave noget på zebra)
Æskild æggede stokken
Øjvinds øremembran øjnede lystens øjenkrog
Åse ålede sig åndeløst under åsyn

Modest bird

2009-01-31T23:14:00.000+01:00

Manden der havde en fugl på hovedet:

2009-01-30T11:49:00.006+01:00

- var altid i problemer, når han skulle række ind efter en liter mælk i køleboksen i netto.
- måtte dukke sig uanset hvilken dør han skulle igennem
- kunne aldrig tage en fjerboa på, thi så ville fuglen bare blive jaloux og hakke ham i hovedet
- havde altid en ven i nærheden og fuglelort ned af nakken

Bailey-frøen Hugo på digt

2009-01-29T01:34:00.000+01:00

Fra pandekage til pandekage Bailey-frøen Hugo hopped' glad
Men ak, det sølle kræ i sirup gled
Sådan får en lille frø hurtigt en knogle på sned

Pimp min smiley//humørsyge

2009-01-28T23:13:00.000+01:00

En skilsmisse på planter

2009-01-27T06:24:00.000+01:00

Vejen til hendes hjerte gik gennem Gingo Biloba'en.

Vejen til hans hjerte gik gennem grensaksen.

Den syttende juni forærede hun ham en grensaks. Den bedste. En fiskars fra Silvan. Den var orange og kunne foldes sammen. Papiret den var pakket ind i, var lysegrønt på den ene side og lyserødt på den anden.

Han var glad, fordi han havde fået en grensaks. Glad fordi hun havde givet ham en grensaks. Glad fordi det netop var hende, der havde givet ham en grensaks. Den grensaks.

Den attende juni gik hun på arbejde. Det var lørdag og hun var sygeplejerske.

Han gik i haven og skar hendes Gingo Biloba ned. Det var egentlig ikke meningen. Han ville bare studse den. Men grensaksen var god og planten forsvandt.

Den nittende gik hun ud i haven for at vande sin Gingo.

Drømme fra hippocampus

2009-01-26T17:41:00.000+01:00

På en sommerdag vil jeg være en flodhest, der ligger på bunden af en mudret flod og kigger på glade sommerben, der har bestilt en afbudsrejse til det varme land.

Fra parketten

2009-01-25T22:12:00.001+01:00

Bailey-frøen Hugo

2009-01-24T19:13:00.000+01:00

Bailey-frøen Hugo bager for tiden mange rugbrød.

Engang arbejde Baily-frøen som bartender, men måtte kvitte, da lidt for mange bargæster forsøgte at tage et bid af hans lækre Bailey-frølår. Det holdt slet ikke! En krykket baily-bar-frø kan på ingen måde komme hurtigt nok hen til ginflasken.

Derfor går han i øjeblikket hjemme og overvejer sit næste karriere-move. Som ægte arbejdsløs er han selvfølgelig også kommet på budget, thi han glemte at sparre op af sine bailey-bar-penge.

Så når Hugo ikke lige ligger på ryggen, ryger blå kings og drikker baily - så kerer han sig morderligt om sin surdej.

Børge, del IV

2009-01-23T23:38:00.002+01:00

Når Børge mediterede i det hemmelige orange/lyserøde rum var det altid på forestillingen om at være en østers. Retteligt: på at være den endnu uopdagede perle i en østers. Østers-perler havde ikke ret meget med salat at gøre. Østers-skallen havde ikke ret meget med Hilde at gøre. Det stille, behagelige rum Børge havde bygget til sig selv var nok det nærmeste han kom eksistensen som østers-perle. Bare ligge stille og blive vugget på havets bund og høre de dumpe lyde fra skibene ovenover èn. Det var livet, tænkte Børge.

Efter lang tids overvejelse kontaktede Børge en dag en mand. En meget skummel mand, der plejede at hænge ud i kantinen på Salatfabrikken. Ingen vidste hvad han lavede - udover at hænge ud. Dog var det klart, at han lavede et eller andet. Og at dette et-ellet-andet var et skummelt et-eller-andet.

Fredag d. 23 januar bød Børge denne mand på en græsk bondesalat. "Meget taknemmelig!" sagde manden. "Du er velkommen" sagde Børge. Herefter gik samtalen lidt trægt. Da Børge 25 minutter senere måtte tilbage til sin salatstation (han slyngede frisee på denne fine dag) stod det pivklart, at denne mand kunne forvandle væsener til andre væsener...

Det gjorde ondt at blive et andet væsen, ja. Men ville du partout være en kejserpingvin kunne denne mand få det til at ske! Slide var mandens navn.

Don't crash the dragon

2009-01-22T11:31:00.001+01:00

Når man har en drage er det vigtigt at man f.eks. ikke flyver den direkte ind i en vindmølle og man skal huske at klippe dens negle, for ellers river den hul i skyerne.

Den ægte snegls lidelser

2009-01-21T17:48:00.004+01:00

I mere end tre år havde den lille hussnegl, Marie, hver onsdag forsøgt at tage sig sammen til at gå til bageren. (Måske er 'gå' ikke lige det rigtige ord - men så krybe, snegle eller slime sig afsted.) Om onsdagen havde Baun's Bager nemlig tilbud på de dejligste kanelsnegle.
Nogle gange var Maries veninde, Lotte, kommet med en pose til hende. Så havde de siddet sammen og set Miss Marple i fjerneren, mens de guffede løs. Nu var Lotte imidlertid udstationeret i Afghanistan og kom ikke lige omkring med snegle.
Marie forsøgte og forsøgte - men hun turde simpelthen ikke snegle sig til bageren. Der kunne jo ske alt muligt! Hun kunne f.eks. blive ramt af lynet eller redde sig en værre salmonela-forgiftning. Hver onsdag håbede hun at idag! ville være dagen, hvor hun overvandt sin frygt. Men ak, det lykkedes aldrig vor Marie at komme til bageren. Her er en liste over hvad hun foretog sig istedet:

- klippede negle
- så Horton-sagaen
- sorterede sine cd'er efter farven på coveret
- spillede mikado på nettet
- pudsede sit hus med brasso
- spiste kammerjunker
- kogte kikærter
- malede gulvlisterne i trappeopgangen

Børge, del III

2009-01-20T14:27:00.000+01:00

Efter Hilde var gået i seng, sad Børge lidt i hans vellidte + slidte lænestol med blomsterbetrækket. Han havde taget en skål med peanutnødder og frisee-salat med. Havde sat en skiven med "The Worst of Lettuce" på grammofonen. Puh, han håbede Hilde snart ville hellige sig "Hamburgeren" igen. Hamburgeren var et værested for hjemløse. Hun arbejdede som frivillig og hjalp med indkvartering og opredning til de uheldigt stillede. Den sidste tid havde hun dog ikke rigtigt orket Hamburgeren. Børge vidste ikke rigtigt hvorfor. Der var noget galt med kvinden, tænkte Børge. Nå, det kunne ikke hjælpe. Han vidste ikke hvad han skulle stille op og havde hun brug for noget iceberg måtte hun jo sige til.
Han rejste sig og gik ind i skabet for enden af entreen. Han åbnede forsigtigt den lille halvstore dør, han havde installeret forinden i skabet. Hilde vidste ingenting. Men inde bag døren havde Børge et lille værelse. Hans oase. Her sad han så snart han så sit snit til det. Og altid efter Kinakål! (Hvis ikke Hilde gjorde mine til at gå i seng før ham, smed han uden betænkning et par sovepiller i hendes kvædethe!)
Bortset fra en stor pude på gulvet, var rummet tomt. I sin tid havde han først malet væggene orange og derefter sirligt malet 723 lyserøde blomster ovenpå. Rummet var fyldt med energi og dejligt afslappende på samme tid. Børge mediterede. Det var ikke noget Hilde nogensinde ville kunne forstå. Ingen på arbejde ville kunne forstå det. Hans børn ville ikke kunne forstå det. Børge var alene med hans passion. Han sad i det lyserøde, orange rum og tænkte på ingenting. Han var ingen SalatSlyngel. Han var bare - misforstået. Han burde være rejst til Tibet dengang.

Fra havbunden

2009-01-19T22:44:00.001+01:00

Fra vadehavet

2009-01-18T13:42:00.000+01:00

13 minutter igen

2009-01-17T23:59:00.000+01:00

Var jeg en lille lilla fisk ville jeg kunne svømme rundt om en hvalhaj på 13 minutter. Var jeg en geds øje, ville jeg kunne identificere 89.328 genstande at spise på 13 minutter. Var jeg Don Corleone ville jeg kunne få 17 mænd pløkket på 13 minutter. Var jeg på cafe ville jeg kunne drikke en irish coffe på 13 minutter. Var jeg Optimus Prime ville jeg tilintetgøre Megatron på 13 minutter. Var jeg en myre ville jeg ikke kunne gå særligt langt på 13 minutter. Var jeg en hanspurv ville jeg holde op med at synge 13 minutter efter solnedgang. Var jeg en postarbejder ville jeg kunne kode 325 billeder i AKS i løbet af 13 minutter. Var jeg The Pillow book ville jeg være død af kedsomhed efter 13 minutter. Var jeg en bombe-desaminatør håber jeg, at jeg ville have desarmeret bomben inden de 13 minutter var gået. Var jeg mig selv ville jeg ikke kunne finde på en historie på 13 minutter - og de ville iøvrigt også være gået nu.

En vrøvlehistorie om ender

2009-01-16T22:53:00.001+01:00

Der var engang en prins, som drog til verdens ende for at finde en kvinde uden nogen ende. Prinsen selv var lutter ende og ingenlunde nogen begyndelse. Derfor måtte han på den endeløse kvinde satse og håbe, at han dog aldrig mere ville ende, var hans udkårne helt uden ende.

Børge, del II

2009-01-15T23:57:00.001+01:00

Hilde sad ved køkkenbordet, da Børge SalatSlynger kom hjem fra arbejde. Han bemærkede snart, at hun igen drak irish coffee. Han sukkede højlydt. Børge havde haft en lang og krævende nat på arbejde, thi han havde slynget kinakål. Den værste salat, mente Børge - og iøvrigt også størstedelen af hans kolleger.

Hilde var træt. I virkeligheden drak hun ikke irish coffee. Hun drak vodka med kulør. Men Børge SalatSlynger skulle ikke vide, at hun var gået over til hårdere alkoholer. Fandt han ud af det, ville han tvinge hende på en majs-og-rucola-kur. Hendes mand mente man kunne kurere alt med anvendelsen af den rette salat.

"God dag på arbejdet, skat?" spurgte hun forgæves. "Kinakål" svarede Børge. Han behøvede ikke sige mere. Hun vidste bedre end at komme med opmuntrende kommentarer og trøst. Istedet fortalte hun at vaskemaskinen og opvaskemaskinen var gået i stykker. At et egern havde stjålet alt deres bestik. At en haj havde spist deres yngste søn. At regnormene ikke længere gad yngle i Børges ellers velpassede kompost.

Hilde faldt snart tavs. Børge hørte alligevel ingenting efter kinakål. Han kiggede distræt ud på skovspurvene på foderbrættet og overvejede at tage sin 22 mm og pløkke dem.

"Du er og bliver en SalatSlyngel, Børge!" sagde Hilde og gik op i seng igen, hvor hun så et afsnit af Matador på sit 23 tommer fladskærm.

Drengen og øjet

2009-01-14T15:00:00.002+01:00

En tirsdag i 1924 gik en middelstor dreng ud for at finde et øje. Han havde selv to. Men det var som om de ikke virkede helt. Han kunne godt se nogle ting. Andre ting var slørede. Indimellem de klare ting og de slørede ting var der helt sort. Sorte huller. Fyldt med ingenting.

Eller måske alting?

Det vidste drengen jo ikke. Derfor gik han ud for at finde et nyt øje!

Så han kunne se det, der var helt sort

Han gik og han gik og han gik. Og der var sikkert mange historier man kunne berette om drengen, mens han gik og ledte efter et øje. Mange sjove, tragiske og smukke historier. Mest den om hvordan han tilsidst så et støvgrønt øje i en bæk. Og rakte ud efter det. Og mærkede det i hånden. Blødt og slimet. Nåede lige akkurat at fornemme det og drømme om alle de farver der måtte være i det støvgrønne og det sorte. Før det gled fra ham.

Uanset hvordan og hvorledes så fandt den middelstore dreng, der gik ud for at finde et øje, aldrig et øje. Og han var meget ked af det da hun kom hjem uden. Han åbnede døren og kiggede slet ikke rundt. Bare ned i gulvet. For han kunne ikke holde ud at se alle de sorte ting. Sorte ting var for ondt.

Han satte sig ned midt på gulvet og drak solbærsaft.

Der var jo ikke noget at gøre ved det.
Der var sort over det hele.
Sådan var det så bare.

Indimellem var der jo stadig ting.
Klare ting og slørede ting.
Men ting.

Lille Lises uge

2009-01-13T23:54:00.002+01:00

Om mandagen elsker lille Lise med en mand, der har træben.
Om tirsdagen elsker lille Lise med en mand, der drømmer om at være en radiobil.
Om onsdagen elsker lille Lise med en mand, der er 85% døv på det ene øre.
Om torsdagen elsker lille Lise med en mand, der er melankolsk.
(thi som alle ved, gøres dette bedst på en torsdag)
Om fredagen elsker lille Lise med to mænd, der engang kørte galt.
Om lørdagen elsker lille Lise med en mand, der slynger salat.
Om søndagen elsker lille Lise med lille Line.

Børge, del I

2009-01-12T23:58:00.001+01:00

Børge var salatslynger.
Det gjorde ondt i den stærke mands hjerte.
Han kunne slynge så meget.
Men salaten var blevet hans skæbne.

Tulipanhistorien

2009-01-11T22:12:00.003+01:00

Jeg kendte engang en pige med tulipaner i hænderne. Ikke sådan forstået, at hun holdt en buket tulipaner. Men sådan at der hver dag voksede en ny tulipan ud af hendes håndflader. De var altid den samme farve. Ikke rigtig gul. Ikke rigtig orange. Nærmest ikke engang en farve. Nærmere en følelse. En varmende og behagelig følelse. Man blev lidt indeni som man bliver af at se på solen. Vi kan kalde farven som i virkeligheden er en følelse for Solen+.

Alle mennesker lå mærke til pigen, thi man blev varm og glad af at se på hende, tulipanerne og Solen+. Pigen selv var også glad for tulipanerne. I sig selv var det ikke så fedt at være anderledes end alle de andre mennesker. Ingen hun kendte havde nogen som helst form for blomster i hænderne. Men det var ok. For hun var glad og tilfreds. Skulle det en enkelt dag hænde at det regnede for vildt, kiggede hun bare ned på hænderne og blev varm langt ind i hjertet.

Problemet med tulipanerne var, at pigen aldrig kunne lave noget. Hun kunne ikke skrive. Hun kunne ikke tegne. Hun kunne ikke hoppe i sjippetov. Gjorde hun nogle af de ting ødelagde hun jo tulipanerne. Måske blev hun glad af at hoppe i sjippetov, men dobbelt så ked af at have ødelagt følelsen af Solen+.

Så som regel lavede hun ikke noget. Hun gik lange ture og så meget på himlen.

Trivielt

2009-01-10T23:48:00.000+01:00

Cambodia Cambodia, kom jeg for sent?

Dagens farve

2009-01-09T13:02:00.001+01:00

Om lørdagen var hun gul.
Gul helt op i skyerne.
Måneblå nedenunder.

Postmanden fra Mars

2009-01-08T11:14:00.001+01:00

Postmanden fra Mars havde meget lange ben.
Thi han gik på Stjernerne og samlede Kærlighedsbreve sammen over hele Universet.

Postmanden fra Mars var en meget travl mand.
Thi der var mange Kærlighedsbreve at samle.
Flere end det blotte øje kunne tro!

Postmanden fra Mars var en meget træt mand.
Thi derhjemme havde han selv fire koner og en kamel.

Pigen med vindmøllerne, del III

2009-01-07T23:31:00.001+01:00

Jo! Det var rigtig nok. Den lille pige med vindmøllerne og katten som sagde fuck til alt blev rigtig gode venner. Fremfor alt blev de gode forbrydere! Et sjældent set harmonisk makkerpar udi Den Store Kriminalitet. Pigen med vindmøllerne var led og ked af ikke at kunne købe den dyreste taske og katten sagde ganske vist fuck til de kolde gader i København, men drømte i virkeligheden om et liv levet som evig hotelgæst på The Mirage i Nevadas ørken med en evig gin & tonic i hånden. (poten?)
Jeg ved ikke helt hvordan de blev rige, men det blev de. De kunne købe alt hvad de ville og leve alle de liv de ville. Men selv henna falmer med tiden og så er man tilbage udenfor Illum og hvordan skal det så gå?

Pigen med vindmøllerne, del II

2009-01-06T16:49:00.004+01:00

Da den lille pige med vindmøllerne trådte ud af badeværelset med sit nye knaldrøde henna-hår blev hun lidt overrasket. For inde i stuen sad katten som sagde fuck til alt. Hele natten havde katten spankuleret rundt i de måneblå og frostglatte gader. Tilsidst havde den sagt "fuck frosten!" og var gået lige ind til pigen med vindmøllerne, som altid lod en lem stå på klem. Det var dog sjældent, der kom katte ind i huset, thi pigen med vindmøllerne var kendt for sine meget fine pelshuer. Som hun selv lavede. Af søde små katte. Det vidste katten som sagde fuck til alt godt, men den frøs så meget, at den sagde "fuck pelshuerne!" og tog chancen med varmen.

Selv tror jeg der er en god mulighed for, at pigen med vindmøllerne og katten som sagde fuck til alt bliver gode venner. Forfatteren vil dog lige overveje sagen lidt...

Den lille pige med vindmøllerne, del I

2009-01-05T22:15:00.005+01:00

Den lille pige med vindmøllerne stod fortabt uden for Illum. Thi hendes vindmøller malede kun nok vind til, at hun kunne købe den næstdyreste taske i vinduet. Og det eneste denne pige ville have var den dyreste. Hun blæste og blæste, men lige meget hjalp det. Vinduerne i Illum kunne hun ikke blæse fra hinanden, og hun kunne aldrig blæse så meget på sine vindmøller, at hun ville tjene mere end den lille gris med silikonebrysterne, hvis sugar daddy af en stor styg ulv alligevel altid købte den dyreste taske til sit lille svin. Oh well, tænkte den lille pige med vindmøllerne og gik hjem og farvede sit hår med henna.

Den beskedne mus

2009-01-04T11:21:00.000+01:00

En dag voksede der et umanerligt pænt træ ud af øret på en meget beskeden mus.
Man kunne kalde det et rødt træ.
Det havde det grønne blade.
Men man så kun de røde blomster.
De umanerligt pæne røde blomster
Musen vidste slet ikke, hvad den skulle stille op!
Den var jo bare beskeden.
Slet ikke vant til at hænge ud med røde træer!
Slet ikke umanerligt pæne træer.
Så den lille mus tog tilløb.
Og spænede durk gennem det lille musehul med umanerlig høj fart.
Og træet blev revet af.
Helt ud af øret på musen.
(men det gjorde altså ikke ondt eller noget)
Den beskedne mus flyttede straks ind i et nyt musehul og håbede at der aldrig mere ville vokse træer ud af ørene på den!
Hverken røde, grønne, blå eller nærmest lilla.

En historie om dagen holder æblerne væk

2009-01-03T11:27:00.002+01:00

Der var engang nogle onde æbler.
De var rigtig lede.
En masse børn var bange for de lede æbler.
Snart fandt børnene ud af, at æblerne var bange for ord.
Så derfor skiftedes de til at fortælle hinanden små historier.
Altså børnene
Det holdt æblerne væk
Jo flere ord, jo længere væk
Børnene blev helt dygtige til det med ord
Æblerne flygtede til sydpolen
Her frøs frøs de til is – og siden rådnede de ret hurtigt
Altså æblerne

Også en havfrue har ret til post

2009-01-02T13:53:00.003+01:00

Det skete i de dage at alle postbudene blev fyret. På lyseblåt papir med stjerner på. Postbudene var nogle dovne hunde, som ikke gad gå på tredie sal med alle brevene. Mente man. Så de blev helt fyret og begyndte at samle på frimærker istedet.

Så kom der en tid uden breve. Her var produktiviteten helt i top, da man jo havde besluttet ikke at bringe breve ud. På et tidspunkt pladsen blev pladsen dog for trang at danse på, og da man efterhånden havde ti trillarder breve på lager, begyndte man at se sig om efter nye & effektive omdelingsmetoder. Det blev besluttet at ansætte en fisk, en drage og en skildpadde. Så kunne man måle & veje hvem der var hurtigst & bedst.

Det siger sig selv, at fisk ikke kan ånde på land - og da havfruer kun modtager breve i begrænset omfang, lå majoriteten af fiskens rute altså på land. Sikke et dilemma! Postbudene - de dovne hunde - havde imidlertid slet ikke gidet svømme ud til disse havfruer med deres rettelige post. I første omgang blev det derfor set som en forbedring af kvaliteten, at disse breve nu ville nå rette modtagere. Da fisken døde syntes man i teorien det samme. Men man vendte nu det håbefulde øje mod dragen.

Det siger sig selv at drager spyr ild. Og da papir er letantændelig, viste denne løsning sig heller ikke optimal. Fremfor ild havde man satset på dragers formidable evne til at flyve - og dermed arrivere til tredie sal uden at få ondt i knæet og følgende have urimeligt mange sygedage. Det eneste effektive resultat dragen leverede var dog en hurtig reducering af lageret grundet stor ildebrand.

Det siger sig selv at regninger skal betales. I morgen ringede Amager-Elektrikeren til mig. De ville gerne høre, hvorfor jeg ikke havde betalt deres regning. Så nu ved jeg ikke rigtig om det er fordi fisken døde, brevet brændte eller skildpadden bare ikke har fået hanket op i skjoldet og sat det lange ben forrest...?

Glasfrøen og den glade enke

2009-01-01T22:17:00.002+01:00

Frøen var sådan en lille èn. Helt gennemsigtig. Lille. Og lavet af glas.
Det fineste glas!
Den skulle passe lidt på.
Ikke at gå itu.
Den glade enke var ikke lavet af glas.
Men hun var glad alligevel.
Hun spiste æbler hele dagen og hørte overdrevet dejligt musik på sin ældgamle grammofon.
En dag hoppede glasfrøen op på grammofonen.
Til den overdrevne dejlige musik.
Ak!
Pladen kørte alt for hurtigt rundt.
Frøen kørte alt for hurtigt rundt.
Indtil den landede på væggen.
Og faldt ned i stykker.
Men enken var stadig glad.
Hun spiste æbler.
Og dansede på loftet.