Merkur havde dejlige røde kinder! Ikke fordi det var varmt der tæt på solen. Næ, der var den jo vant til at være - og godt det samme, thi den var lidt kuldskær og havde let til at fryse om tæerne.
Merkur var sådan èn alle kunne lide - lille, lidt forsigtig og med en fantasi der bragede højere end alverdens meteorer i uventet møde med en løsreven galakse!
Nu var det imidlertid Merkurs tur til at fortælle en historie for de andre planeter - og det gjorde ham lidt forlegen og han glemte alle ordene, selvom han havde alverdens historier indeni.
Så Merkur fortalte samme historie, som han altid gjorde. Om dengang han selv var en spæd planet og en lille pige havde troet at Merkur var det smukkeste røde, æble hun nogen sinde havde set!
Hun rakte sig for at plukke Merkur ned fra det æbletræ, hvor han var blevet født. Merkur, som aldrig havde prøvet at blive plukket før, fandt pludselig ud af at han var meget kilden. Han rystede og grinede som æbler sjældent gør! Pigen blev så forskrækket, at hun smed æblet så langt væk hun overhovedet kunne! (Og det var langt, for hver mandag og torsdag gik pigen til baseball)
"Og hun smed mig helt hertil, hvor jeg idag sidder og drejer", sukkede Merkur (mens han håbede, han havde snakket så højt, at de yderste planeter havde kunnet høre ham den her gang).
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar